Digital Disruption – Danmark halter langt efter den digitale udvikling i udlandet

Tekst af: Thomas Kruse

En nyligt afsluttet Sopra Steria undersøgelse blandt virksomheder inden for Finans-, Energi- og Telebranchen afslører, at danske virksomheder er svært udfordret af digital disruption og halter langt efter den digitale udvikling i udlandet.

Forsikringsbranchen står for skud

Accenture har udnævnt forsikringsbranchen til at være den branche i 2016-18 som vil blive mest disrupted. I UK, Tyskland, Frankrig og USA vælter det frem med alternative forsikringsselskaber godt hjulpet på vej af Blockchain teknologien. InSpeer, Guavara, Friendsurance, Prudential, AXA, R+V er alle i fuld gang med at ændre forbrugernes traditionelle opfattelse af forsikring.  I USA er Liberty Mutuals nye forretningsmodel ved at vende op og ned på branchen. Det til trods sagde flere af de adspurgte for forsikringsselskaber i vores undersøgelse, at branchen i Danmark stadig befinder sig trygt under egen osteklokke.

Personligt vil jeg nærmere betegne det som en tynd sæbeboble, for vi ved fra undersøgelsen at to andre forsikringsselskaber er i fuld gang med tiltag, som kommer til at ryste den danske forsikringsbranche i sin grundvold, og som formentlig vil ændre mange danskeres opfattelse af, hvad en god forsikringspartner er.

Pensionsbranchen & energibranchen sover

Pensionsbranchen i Danmark er endnu mindre omstillingsparat end nogen andre brancher. Man taler knap nok om disruptive forretningsmodeller for pension. I Danmark er der tale om et slags ”innovativt wasteland”. Intet rører sig i en fuldstændig fastlåst dansk pensionsbranche.

I mellemtiden skal vi ikke længere end til Tyskland og UK, før vi ser hvordan pensionsselskaber tilbyder en række personaliseringsværktøj, nem tilgang og valgmuligheder til pensionsopsparingen.  Flere gange i vores undersøgelse fortalte pensionsselskaberne at deres ”produkt” er ”Low Engagement” og at det nærmest er umuligt at aktivere kundedialog. Men eksemplerne fra UK og Tyskland viser noget andet og derfor er det største problem for pensionsbranchen deres egen mentalitet og fastlåste tankesæt om, hvordan man driver en kundeorienteret pensionsvirksomhed.

Energibranchen kæmper ligesom pensionsbranchen med ”Low Engagement” – men også her er der eksempler fra udlandet som beviser, at den opfattelse måske mere er branchens egen vuggevise. Energiforbrug har længe været højt på dagsordenen på statsligt niveau og det fylder samtidig også meget i medierne. Vores undersøgelse viser, at flere og flere borgere efterlyser valgmuligheder til at tilpasse deres eget energiforbrug. EDF i Frankrig og Belgien er i gang med flere disruptive initiativer, ligesom f.eks. ComEd i USA. Men mest bemærkelsesværdig er dog OVO ENERGY i UK, som i dag gennem Smart Meters har gjort det langt nemmere at være energikunde, men også muliggjort flere måder både at betale og forbruge energi på. Her er meget at lære for de sovende danske energiselskaber.

Bankbranchen tager disruptiv føring

Bankbranchen er i øjeblikket en af de mest disruptede brancher. Danske Bank fører nok feltet i DK med de mange nye typer af digitale services. Men bankerne er også pressede på deres levebrød på næsten alle deres traditionelle services. Nye disruptive alternativer til de traditionelle banker pipler frem i specialistområder som forbrugslån, boliglån, opsparing og internationale pengeoverførsler. Det har aldrig været nemmere at ”forbruge penge”. Prøv f.eks. at checke følgende aktører ud: ATOM, Simple, Starling Bank, Transferwise, LendingClub og Udenombanken. En højtstående bankmand sagde det rent ud under én af vores interviewmøder i undersøgelsen: ”Vi er i tvivl om hvad vi skal leve af om 5 år”.

Kan telebranchen klare mere disruption?

Telekom er nok den branche som i længst tid, har været udsat for hård konkurrence. Det virker som skruen uden ende, at serviceudbuddet i telebranchen hele tiden vokser, uden at priserne stiger. Fra forbrugernes synsvinkel er der fortsat meget at ønske sig, men telebranchen er under voldsomt økonomisk pres. Forretningsmodellen i branchen er under komplet forandring i flere af vores nabolande, hvor indtjeningskilderne er i gang med at flytte fra den traditionelle mobil og internetkunde til salg af forbrugsdata til virksomheder. Sprint i USA er med deres AdTech platform et godt eksempel på den udvikling.

Danmark har generelt meget at lære af udlandet

Alle brancher i Danmark falder generelt mere og mere bagud i digitaliseringsræset, fordi virksomhederne ikke har foretaget de nødvendige tiltag til at omstille sig til en digital verden. I udlandet stormer nye forretningsmodeller frem, hvor den digitale platform er en helt central del af forretningsstrategien. Manglende investeringer i forretningsinnovation, kultur og nye organisationsformer stiller mange af de danske virksomheder på tabernes side i den 4. industrielle revolution.

 

Kontakt vores ekspert:

Thomas Kruse

Tlf: +45 40 88 87 53
E-mail: thomas.kruse@soprasteria.com

Har publiceret dette indhold.

Skriv et svar